Rørmærkning af trykluftinstallationer
Når først et rørsystem er sat op, ser alle rør ens ud. Er der både trykluft, vakuum, nitrogen og vand i samme rørgade, er mærkning den eneste måde at vide, hvad man skærer i. Korrekt mærkede rør gør servicearbejdet hurtigere, reducerer risikoen for fejlkoblinger og er samtidig et krav, mange kunder og myndigheder forventer opfyldt ved gennemgang af et anlæg.
Rørmærkater 1200 mm
Vi fører selvklæbende rørmærkater i 1200 mm længde, der vikles om røret. De angiver medie og strømningsretning, sidder fast på lakeret aluminium og tåler almindelige industrimiljøer. Formatet gør, at ét mærkat rækker hele vejen rundt om selv de større rørdimensioner med overlap, så mærkatet ikke ruller op i kanten.
Sådan mærker du
Sæt mærkning ved alle afgreninger, på begge sider af en gennemføring i væg eller dæk, ved hvert udtag og med jævne mellemrum på lange lige stræk – typisk hver 8-10 meter og altid dér, hvor røret bliver synligt igen efter en skjult føring. Aftør røret for støv og olie før montage, ellers slipper limen. Pilen skal pege med strømningsretningen.
Mærkning er en naturlig del af en færdig installation sammen med rørsystemet, ophæng og fittings. Ring til os, hvis du mangler mærkning til et bestemt medie.